Henning Palner
Skuespiller. Født 18/7 1932. Gift med skuespiller Beatrice Palner (f. 1938) - ægteskabet opløst. Uddannet på Det kgl. Teaters elevskole 1956-59. Omfattende scenekarriere på skiftende teatre, både i provinsen og hovedstaden. Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003): En af dansk films mange lettere anonyme birolleskuespillere - hvad enten vi finder ham som romantisk andenviolin i karrierens første år, eller senere som lavmælt eller autoritær hverdagsdansker. Hans to første film hører hjemme i den kulørte ende af den romantiske folkekomedie, men det lykkes ham ikke at tilføre sine personer megen farve. "Komtessen" (1961) er ren ugebladsromantik og "Jetpiloter" (1961) en af periodens kitsch-perler. Her ser Palner rigtig ud som en af de rødkindede, kortklippede titelfigurer. I "Drømmen om det hvide slot" (1962) kommer der ridser i lakken, da han - for at vinde Schwartz fra hendes anden bejler, Ebbe Langberg - lader sig besnære af filmens skurke. Og denne gang må han naturligvis pænt lade Langberg bære Schwartz over dørtærkslen. I 1960'ernes fire Støv-film ("Støv på hjernen" (61), "Det støver stadig" (62), "Støv for alle pengene" (63) og "Passer passer piger" (65)) spiller han og hans daværende kone, Beatrice Palner, det unge ægtepar i soveby-opgangen. Siden ses han i mindre roller, mest markant som overfladisk, smart parcelhus-politimand i "Strømer" (1976) - en udmærket præstation, mens hans patriarkalske læge i "Vinterbørn" (1978) er ren kliché.
- Titel: Henning Palner
- Popularitet: 1.917
- Kendt for: Acting
- Fødselsdag: 1932-07-18
- Fødselssted: København, Danmark
- Hjemmeside:
- Også kendt som: